Hej – jeg hedder Melanie, er 39 år, og fra d. 1. november vil jeg være det andet sæt hænder, som sammen med Jonathan betjener tangenterne i Tyrsted og Uth Kirker.
Privat er jeg i gang med 12. år af mit første ægteskab, jeg er mor til 2 og bosat i Børkop.
Musik fylder rigtig meget for mig og har gjort det i alle de 25 år jeg har haft min plads som organist i Den Danske Folkekirke.
Ud over mit arbejde med orgel og klaverspil elsker jeg korarbejdet for både voksne og børn, og så synger jeg også selv meget gerne – både i flok og som solist.
Al den erfaring, jeg har samlet sammen, vil jeg nu gerne bringe i spil i disse skønne kirker, og jeg håber at kunne fylde kirkerummet med lige præcis den rette stemning til hverdag og fest. Jeg håber, I får lyst til at synge med, så kirken fyldes af den skønneste lyd i verden – fællessang.
Musikalsk er jeg med på lidt af hvert, og jeg bevæger mig glad og gerne rundt i forskellige genrer. Jeg glæder mig til at finde ud af, hvad musikken skal være i Tyrsted og Uth – og til at møde jer.
Bedste hilsen
Melanie V. Skriver